Jeg bliver fra tid til anden mødt med, “at jeg altid går efter laveste fællesnævner”. Det pudsige er, at det ofte er fra personer, der ikke har deltaget i mine kurser, men af omveje er stødt på min tilgang til lovteksterne.
Jeg står naturligvis ved mine udsagn om at “1,5mm2 og 16A går hånd i hånd”, såvel som “en 2,5mm2 er rigeligt som stikledning”. Men de udsagn kan ikke stå alene – gør de det, bliver de taget ud af en sammenhæng.
Og sammenhængen er vigtig, da diskussionen ellers lynhurtigt ender i en skyttegravskrig, der ikke gør andet og mere end at støje. En 1,5mm2 vil under en række forudsætninger, kunne bruges til 16A-installationer, lige såvel som en 2,5mm2 vil kunne anvendes som stikledning til et parcelhus. Om det så er en god ide er en anden snak, men når jeg får spørgsmålet, er det typisk fordi muligheden ønskes afsøgt.
Et værktøj i min undervisning er netop, at sætte ting lidt på spidsen; dels giver det god mulighed for reflektion, og dels får det tilhørerne til at spidse ører – hvilket netop er tilfældet med ovenstående to eksempler.
Når jeg bliver bedt om at præsentere et emne, er mit udgangspunkt at jeg skal præsentere rammerne – eller laveste fællesnævner om man vil. Hvis man ikke ved hvor grænsen går, vil man agere i blinde. Og hvornår er noget så “godt nok”?
Ved man præcis hvor grænsen går, har man alle muligheder for at træffe en række gode beslutninger for at levere den rigtige installation i en given situation. Og netop “den rigtige installation” er et interessant begreb. Ofte bliver det sidestillet med “et godt stykke håndværk”. Men hvad pokker er det?
Jeg er af den overbevisning, at “den rigtige installation” afhænger alene af den kunde, man står overfor.
Nogle kunder har man, fordi der er en gensidig forståelse for, at “der skal leveres et godt stykke håndværk”. Det vil sige, der bliver leveret det der er behov for – både nu, men også i morgen. Der sidder naturligvis stikkontakter alle tænkelige steder, og man ville end ikke overveje noget mindre end 2,5mm2 til komfuret. Men lige såvel som installationen er i orden, er betalingen efterfølgende også i orden. Kunden ved godt, at installationen måske kunne være udført med færre ressourcer, men der betales gerne ekstra for den ekstra ydelse.
Var der alene den type kunder til, var der ikke det store behov for rammer, beskrivelser og budgetter.
"Jeg gruer for den dag, de store udenlandske byggefirmaer banker på døren, og præsenterer en model der er så effektiv, at de rammer, præcis hvad kunden har behov for - hverken mere eller mindre."
Men der findes også andre kunder; kunder der ønsker at bygge effektivt; kunder der har fokus på ressourcer som behov, tid, økonomi og materialer.
Sætter vi en ekstra stikkontakt op, eller trækker et større kabel, end der er behov for, leverer vi ikke den vare kunden ønsker; vi ender med at bruge unødige ressourcer, hvilket her og nu betyder, at vi taber ordren, eller går over budget – og på den lidt længere bane løber vi slet og ret tør, så der ikke er mere at bygge af.
Tager vi udgangspunkt i en gængs installation, er der MANGE steder, der kan optimeres. Vi har en historik for at finde en god praksis – eller gode tommelfingerregler om man vil – og så holder vi fast, i det der virker. Vi holder fast i “det gode håndværk”.
Jeg tror dog, tiden er ved at være moden til, at vi skal revurdere hvad “det gode håndværk” er, og her kan vi starte i det små.
Men for at vi kan komme i gang med den proces, nytter det ikke noget, at vi allerede i projekteringen rammer forbi skiven. For hvis ikke projekteringen sidder lige i skabet, er det noget nær en umulighed, at få rykket på noget som helst.
Jeg er blevet kontaktet af en installatør, der i forbindelse med en række gængse lejlighedsbyggerier, ønsker at udfordre rådgiveren. I projektet er blandt andet beskrevet 4mm2 til 16A-installationer i lejlighederne. Der kan være mange gode grunde til at trække 4mm2 til 16A-installationer, men i det pågældende projekt er argumentet overvejende, “at der er kommet nye regler”, og så øjnede jeg straks muligheden for at få luftet den laveste fællesnævner! 1,5mm2 vil i de pågældende installationer være tilstrækkeligt. Men den tanke blev, allerede før jeg kom i gang, sparket til hjørne, da installatøren selv italesatte, at han ikke ønskede laveste fællesnævner, men blot ville udføre installationerne med “sund fornuft” (læs: som vi altid har gjort).
Den indgangsvinkel kan jeg sagtens forstå, da situationen i meget større grad har karakter af en forhandling, frem for en snak om hvad der er muligt. Byder man ind med gode argumenter for 1,5mm2, bliver der lagt et anker, men det virker nærmest useriøst når udgangspunktet er 4mm2 – og det får de gode argumenter til at træde i baggrunden. Byder man ind med 2,5mm2, er afstanden ikke så stor, og det vil være lettere at fokusere på argumenterne og komme til enighed… det gør bare ikke noget godt for nytænkningen.
"Jeg er af den overbevisning, at “den rigtige installation” afhænger alene af den kunde, man står overfor."
Men hvis vi kommer i mål med 2,5mm2 til 16A-installationerne, er alt jo godt i den pågældende sag? Så meget betyder det jo heller ikke, hvor vidt det er 2,5mm2 eller 1,5mm2? Isoleret set, er det måske begrænset, hvor stor forskel der er. Men hvis den tankegang er den styrende, er det jo ikke kun de små kabler, der er et nummer større, end de behøver at være; så er det også bestykningen af installationen, der har fået et par ekstra tilslutningssteder, ligesåvel som også tavlen har fået et par ekstra komponenter; forsyningen til tavlen er et nummer større end nødvendigt; hovedtavlen er nummeret større og transformerstationen har også fået et nøk opad.
Så længe det er bevidste tilvalg på baggrund af kundens ønsker og behov, er det den helt rigtige måde at gribe tingene an på. Men hvis vi konsekvent liiiiige giver den 100 gram ekstra i alle henseender, sløser vi med ressourcerne, hvilket betyder mere spild, dårligere bundlinje og dyrere byggerier.
Jeg gruer for den dag, de store udenlandske byggefirmaer banker på døren, og præsenterer en model der er så effektiv, at de rammer, præcis hvad kunden har behov for – hverken mere eller mindre.
Det er os, der skal præsentere den model; vi har kunderne, der – med lidt hjælp – godt kan finde ud af at stille kravene / beskrive behovene. Vi har en afsindig dygtig branche, der i mange henseender er villige til at prøve nye ideer af. Det kræver blot at vi lytter til hvad vores kunder rent faktisk har behov for – og ikke bare fortsætter med hvad vi mener er “det gode håndværk”.
Men for at kunne komme et skridt nærmere de nye muligheder bliver vi også nødt til at forholde os til hvordan rammerne ser ud – og endda udfordre rammerne!
Derfor bliver vi også nødt til at forholde os til hvor grænsen går; eller det man kunne kalde den laveste fællesnævner. Ikke dermed sagt at vi skal gå til grænsen, men i det sekund vi ved hvor grænsen går, agerer vi på et oplyst grundlag, frem for at famle os frem i blinde.