Hvad blev der af tidligere tiders erfaringer?

Dimensionering og HD60364​

Af JAKOB STEINAA

Jeg har igennem den seneste tid turneret landet rundt og kommet med forskellige bud på hvorledes de nye regler kan anvendes – især dimensionering fylder meget hos mange.

Det synes jeg først og fremmest er særdeles positivt, da det vidner om en meget seriøs branche, der ønsker at vælge de rigtige løsninger. Det betyder også, at der ofte opereres ud fra et forsigtighedsprincip, for at sikre det udførte og den gode relation til kunden.

Men det tager en gang imellem overhånd – især med afskaffelsen af “bolig-dimensioneringen” og med den kommende afskaffelse af 75%-reglen.

Begge dele har været grundlaget for stort set alle landets gængse installationer og det har for alvor fået forsigtighedsprincipperne sat i højsædet. Der hvor det tager overhånd, er når en tidligere gængs installationspraksis fuldstændig skrottes, uden hensyntagen til tidligere tiders erfaringer.

Og efter min bedste overbevisning er en el-installation – stadig – et stykke håndværk. Og hvor er håndværk uden erfaringer?

“Hvad blev der af erfaringerne?… og den sunde fornuft ej at forglemme?!?”

Støder jeg på en installation med stofisolerede 1,5mm2 ledere i en bolig, så kan jeg med ro i sindet sikre den med en 13A sikring. Men jeg møder mange, der er af den overbevisning, at i en ny installation i dag er det noget nær en umulighed at anvende en 13A sikring foran en 1,5mm2. Og det vel at mærke trods vi i dag bruger ledere med en markant højere strømværdi end hvad vi ellers har været vant til.

Hvad blev der af erfaringerne?… og den sunde fornuft ej at forglemme?!?

Bolig-dimensioneringstabellen samt 75%-reglen har formentlig medført at enkelte installationer er blevet UNDERdimensioneret, ligesåvel som de formentlig også har medført at enkelte installationer er blevet OVERdimensioneret. Men langt hen ad vejen har vi igennem en årrække lavet ganske fornuftige installationer med de regler landet over.

Forsigtighedsprincippet har jeg fuld forståelse for, men når det fordyrer installationer unødigt og driver rovdrift på de begrænsede ressourcer, vi har adgang til, så tænker jeg, det er tid til at grave et spadestik dybere og se lidt på om det egentlig er nødvendigt.

Så mit budskab er at selvom vi har fået et nyt regelsæt at arbejde efter, så vil forbrugsmønsteret ikke nødvendigvis have ændret sig – og det giver de nye regler os naturligvis mulighed for at tage hånd om; omend ikke helt så eksplicit som tidligere med en boligdimensioneringstabel og en 75%-regel.

Alle strømværdier og de korrektionsfaktorer der findes for samlet fremføring forudsætter en 100% belastning af installationen. Det vil formentlig forekomme enkelte steder, omend det nok vil ligge meget fjernt fra gængse bygningsinstallationer.

Og her nævner standarden – ligesom Stærkstrømsbekendtgørelsen for øvrigt gjorde – at vi naturligvis gerne må tage højde for samtidigheden.

Det betyder at HD60364 indeholder rigeligt med muligheder for at bringe lidt sund fornuft ind i hverdagen, således vi hverken over- eller underdimensionerer, men derimod laver DEN RIGTIGE installation til kunden og dennes behov.

Luk menu